mandag den 25. juni 2007

Mine kendte venner

Jeg har længe ville fortælle om tre af mine bedste venner. Jeg holder rigtig meget af dem alle tre, og så har de alle tre deres egen sang! Sejt ikke?

Det sker også, at jeg ser dem inde i fjernsynet, hvilket forvirrer mig en del, for de er jo hos mig samtidig her i stuen. Men de kan åbenbart noget med at være til stede flere steder på én gang. Og så må jeg jo finde sig i, at éns venner er kendte, og at de kan finde på at lege sammen med andre derinde på skærmen.

Nogen vil måske synes, at det er mærkeligt at være bedste venner med en fugl, en frø og en bjørn. Men dertil kan jeg kun sige, at de tager fejl. De er alle tre meget trofaste, finder sig alt og giver ofte og gerne store, dejlige krammere. Særligt Kaj er god til det dér med en ordentlig knuser. Vi lægger armene om hinanden og klemmer til, så vi er ved at miste vejret og dejse helt omkuld på gulvet. En god, høj krammelyd hører også til. Skønt!!

Til gengæld for knus, kram og sang giver jeg ofte mine venner en gyngetur. De må skiftes lidt på tur, og det styrer jeg suverænt. Og når jeg ikke gider mere, er det ned på gulvet igen. De kan jo ikke sidde dér og gynge hele dagen...

Her er det så blevet Andreas tur, mens Bjørnen Bjørn må slutte sig til Kaj i køen nede på gulvet.

Ludde

mandag den 18. juni 2007

Ude på det dybe

Jeg har lige opdaget, at der findes meget, meget store badekar. Så store, at man kan være mange babyer og deres voksne i det på samme tid! Forestil jer lige, hvor lamslået jeg blev over denne opdagelse?!
I starten fandt jeg det ret skræmmende, for jeg er jo kun vant til mit badekar, hvor man kan sidde på bunden, og eneste problem er, at jeg ikke må stå op for Damen. Her må jeg gerne stå op, men jeg kan alligevel ikke finde anden grund under fødderne end Damens krop. Det er ret grænseoverskridende!

Damen, mig og en lækker gul båd!

Heldigvis har vi Damens veninde med den store mave med. Hendes mave er helt klart større end min, men helt rund og hård som en stor bold. Den er god at læne sig op ad, når jeg ligger og plasker rundt ude i det store vand. Og så kan hun en masse sjove ting med hoppende bolde, vandkander og gode måder at svømme på.

Karin, mig og en vandbamse!

Nu hvor vi har været der flere gange, synes jeg faktisk, at det er ret sjovt. Det kan virkelig anbefales til alle andre babyer!


Ludde

Nyt hår

Som tidligere nævnt (i en parentes bemærket), er jeg blevet sommerklippet. Det var en ret sej fyr, med lyst hår og et stort smil, der styrede saksen, mens Damen og jeg bladrede i mine bøger. Men der var også andre spændende ting at følge med i, for der var andre, der også skulle klippes. Og så fik vi begge to nogle meget store hagesmække på, men vi fik ingen mad...

Men altså, for lige at illustrere kommer her et før og efter fra én af mine yndlingsbeskæftigelser, nemlig at spise!

Før:


Efter:


Ludde

søndag den 17. juni 2007

gråvejr igen

Det har været fantastisk vejr i den sidste tid, så jeg har simpelthen ikke haft tid til at fortælle om mine meritter. I stedet har jeg:

gynget:


Sejt!

Soppet:


Bemærk også min nye sommerklipning!!

Været på picnic'er:




Leget med andre babyer:


Hurtigere, hurtigere! (Men regn ikke med, at jeg skubber dig bagefter...)

Åh ja, bare det snart bliver sommer igen!

Ludde

mandag den 4. juni 2007

Ovenpå igen

Puha, det var en hård omgang! Pludselig røg alt maden op igen, og jeg lå brak på ren sukkervand og med bleskift en gang i timen i flere dage. Men i det mindste havde jeg da ingen problemer med at holde varmen! Jeg kogte simpelthen, så jeg måtte sove uden nattøj og kun med dynebetræk. Og værst af alt: jeg tabte ½ kilo!! Så nu, hvor jeg har fået appetitten igen, gør jeg mit bedste for at kompensere. Det er hårdt arbejde, men heldigvis elsker jeg jo mad.

Og så kunne vi endelig komme ud af døren og opleve noget igen uden at jeg skvattede sammen af bare træthed. Så i weekenden var vi på besøg begge dage. Først besøgte vi min ven Nora fra babygruppen. Hun havde et helt fantastisk tog, der kunne sige de mest fantastiske lyde. Jeg blev helt forelsket i det tog!

Her viser Nora mig, hvor man trykker for at få den gode toghjul-på-spor-lyd



Dagen efter besøgte vi min store ven Nilas og hans voksne. Og tænk engang: han havde fået en lillesøster siden sidst! Hun er lidt mindre end mig, men vi taler klart det samme sprog, så hende skal det nok blive sjovt at lege med, når hun engang bevæger sig ned fra sin dame for at lege med. Hun var faktisk godt på vej, så det lover rigtig godt for fremtiden!




Ludde