onsdag den 23. maj 2007

Fodringstid

I dag var vi på skovtur med babygruppen. Det ser ud til, at en stor del af tiden på en skovtur går med at spise, så det er helt ok med mig.

Vi sad på en tæppe på jorden, så jeg kunne samle mine tabte madkrummer og de andres levninger op igen, så der var hele tiden mad inden for rækkevidde. Det var en stor succes, især da jeg scorede Sølves fiskefrikadelle. Andres mad smager nu engang bedre end ens egen.

Opmuntret af succes'en fortsatte jeg uden for tæppet og fandt en spændende, grøn madrest, som nogen havde glemt. Den havde samme konsistens som god aftensmadsmos, og han let ved fingrene, så jeg tog lige en smagsprøve. Den kunne ikke anbefales, men sad til gengæld godt fast, selv om jeg prøvede at tørre resterne af i hovedet og i hænderne og på bukserne.

Men det værste var, da Damen lige efter opdagede det. Hun gik helt i selvsving og fandt alle mulige klude og vanddunker og vådservietter frem og vaskede og tørrede mig i en uendelighed, selvom jeg græd som pisket tilsidst. Bukserne forsvandt lynhurtig, papirbunkerne hobede sig op og efter min mening overreagerede hun totalt. Hun kaldte det fuglelort, hvad det så er for noget...

Nå, men endelig holdt hun op og heldigvis fik jeg en lang krammer bagefter. I stedet kørte vi over til nogle mærkelige dyr, der boede bag et hegn. Mikkels dame havde nogle lange, tynde pinde med, som vi gav dyrene at spise, og de var helt vilde med det. Jeg smagte selvfølgelig også, og det var åbenbart okay, selvom de heller ikke smagte videre interessant. Men det var spændende at fodre dyrene, og for en gangs skyld være den, der stak mad i munden på en anden.

Værsgo' at spise!

Ludde

Færdigt arbejde!

Boglæsning behøver ikke at være en omstændig affære. Se selv:


Sådan - Hylden rydtet!

Ludde

mandag den 21. maj 2007

Mere boldbad

Jeg har fået mit eget boldbad!! Det er så vildt! Endnu en god grund til at tilbringe tiden i mit badekar. Og endnu en fantastisk, metodisk beskæftigelse - boldkast og bolddumpning!


Lækre, runde, glatte bolde i perfekt håndstørrelse. Lige til at spise - og kaste!


De sidste bolde tømmes ved en elegant vipning af karet, så stuegulvet pyntes festligt i glade, trillende farver


Ludde

torsdag den 17. maj 2007

At bladre!

Evnen til at kravle har givet mig en helt ny adgang til Damens bibliotek foruden min egen boghylde. Jeg holder specielt af hendes hylde med historiebøger, som jeg ofte får mig en længere konversation med. Det er altid godt at have en klog og vidende lytter.

Jeg tror jeg snupper "Europa og de fremmede i Middelalderen"

Men først og fremmest elsker jeg altså at bladre. Jeg bladrer gerne både forfra og bagfra, så længe jeg bare kan få lov til at blive ved. Billederne på siderne er ikke det primære; det er denne forunderlige fornemmelse af siden mellem mine fingre, den buede bevægelse med hånden og den skønne, flabrende, knitrende lyd, når endnu en side glider forbi mit koncentrerede ansigt.


En rigtig god bladrebog - rigtig tyk med glatte sider og billede af babyer som bonus.

En anden, metodisk fornøjelse ved bøger er at tømme hylderne for dem. At lukke fingrene om den næste bog i rækken, føle tyngden og balancen for herefter at lytte til bumpet, når bogen lander på gulvet, eller observere, hvordan det lyder anderledes, når den lander på et lag af andre bøger, legetøj og hvad jeg ellers har lavet dumpe på gulvet i dagens løb. At dumpe på gulvet er næsten lige så godt som at bladre - men kun næsten!

Dumpede bøger og legesager under min elskede gyngestol

Ludde

tirsdag den 8. maj 2007

Mad!

Nogle dage er serveringen her i huset virkelig alt for langsom og utaknemmelig! Godt, at jeg nu selv kan bevæge mig over til stolen, når sulten kalder.


Når den værste sult så er stillet, er det altid en fornøjelse at fordele resterne i ansigtet, håret, hænder og arme, samt stol, bord og omgivende gulv.


Velbekomme!


Ludde

mandag den 7. maj 2007

Store sager!

Jeg har før udbredt mig om den mærkelige ide, de andre babyer havde fundet på, nemlig at kravle. Hvordan de væltede rundt om ørerne på mig i stedet for at slappe af på den dertil indrettede og bevare overblikket.

Nu viser det sig, at jeg tog fuldstændigt fejl - det er fedt at kravle! Derfor har jeg nu med stor iver kastet mig ud i det. Nu kan jeg få undersøgt en masse spændende hjørner og poser i krogene. Jeg kan tømme Damens vasketøjspose, eller hive i de sjove snore, bag reolerne og frem for alt nå hen til alle de møbler, der egner sig til at rejse sig på af.

For tiden bruger jeg det meste af min tid på at undersøge, hvilke møbler, der egnede til formålet. sofaen og lænestolen er god. Reolen er god at holde fast i, når først jeg står op og kan nå den fra lænestolen. Gyngestolen er en større udfordring og spisebordsstolene har en irriterende vane med at glide fra mig, hver gang, jeg er ved at komme op på fødderne. Fjernsynsbordet er yderst velegnet, men Damen flytter mig hele tiden derfra.

Puffen er rigtig god, og så kan jeg også lige tørre ansigtet tør for savl i polstringen, når jeg er kommet op. Desuden lægger Damen alle sine aviser her. Dem har jeg ofte forsøgt at nå, når hun læste i dem, hidtil uden held. Men her den anden dag, havde jeg virkelig succes, da alle herlighederne lå frit tilgængelige på puffen. Det gjorde de nu ikke ret længe. Se selv:

Åh ja, det er skønt at kravle. Spred blot rygtet derude!
Ludde

tirsdag den 1. maj 2007

Barnevogn savnes!!

Hjælp! Min barnevogn er væk! Jeg har ikke set skyggen af den i flere dage, og jeg er ved at være meget bekymret.

Når jeg tænker tilbage, var den allerede væk i går. Da vi kom over i barnevognsrummet, var der ingen barnevogn på vores plads, men i stedet stod der en klapvogn. Damen reagerede ikke på det, men satte mig bare ned i klapvognen, som om det var helt okay, og jeg må indrømme, at jeg glemte at kigge mere efter min barnevogn, for i stedet at give mig til at undersøge den nye vogn.

Den har samme farve som barnevognen, og kalechen ligner barnevognskalechen til forveksling. Men den nye vogn har en høj, opret ryg med lækker polstring, og jeg sidder meget længere nede. Til gengæld er der god benplads og gode, polstrede armlæn. Og senere viste det sig, at ryglænet kan slåes helt ned, så jeg også kan sove i denne vogn - uden at ligge med bøjede ben!


Vi havde en dejlig tur med metroen og på besøg hos en rigtig sød dame og en dejlig gåtur. Så jeg må altså indrømme, at det først gik rigtig op for mig i dag, at barnevognen er væk. Da vi kom over i barnevognsrummet, stod klapvognen der stadig og der var ikke skyggen af barnevognen. Men nu var klapvognen ikke så ny og spændende mere, så jeg blev ærlig talt ret irriteret, for ikke at sige skidesur. Hvor er min barnevogn med den bløde madras og dyne!? Med ordentlig siddehøjde og det gode gamle overlæder med knapperne og snorene, som er så gode at bide og sutte på! Som ikke klirrer så mærkeligt, og hvor man ikke glider fremad i selen hele tiden og for jakken op under hagen!
Hvis nogen ser en lille, forladt, grøn barnevogn med en hvid dyne, må de meget gerne skrive til mig, for så er det sikkert min. Og jeg savner den altså!

Ludde