Første kys

Jeg er forelsket! Hun hedder Isabella og er prinsesse. Hun har det mest fascinerende smil, fantastisk, glitrende diadem og langt hår. Hvad betyder det så, at hun er et par ældre end mig?

Vi mødtes til en fest. Endnu en gammel dame ved navn oldemor, fyldte 80 år, så hun gav mad og musik. To ting fra top 10 listen, så jeg kunne ikke være mere tilfreds. Men så træder Isabella ind i mit synsfelt, og herefter er det andet kun sekundært. Ikke mindst, da hun gav mig et kys! Hujhh! Det er da noget andet, end når Damen kysser mig!


Senere åbnede jeg dansegulvet sammen med morfar. Desværre skulle jeg sove lige bagefter. Men jeg fik da lige vist et par dansepositurer. Jeg håber, at Isabella så mig!


Nu er jeg gået i skarp træning med at lære at gå, så jeg kan løbe efter Isabella, næste gang vi ses. I dag lærte jeg derfor at rejse mig op af sofaen, til både min og Damens store begejstring. Næste opgave bliver at finde ud af det dér med at flytte benene fremad - samme problem som ved kravlingen i øvrigt. Men nu tror jeg, den er der. I dag kravlede jeg adskillige skridt flere gange og fik på den måde fat i adskillige nye, spændende legesager. Fremtiden ser lys ud!

Ludde

Gamle damer

Jeg har opdaget, at gamle damer er et taknemmeligt publikum, og heldigvis findes de næsten overalt.

Jeg kan dårligt nok trille ind i en bus, elevator eller metro uden at møde én eller flere gamle damer og der skal ikke mange smil eller hop i vognen til, før de smiler begejstret. Ja nogle gange, når jeg slet ikke at gøre noget, før de går igang med at smile og nikke og tale til mig med en særlig, lys stemme, som Damen kalder deres babystemme. Nogle af dem kan enddog finde på at nusse mig på kinden eller i håret eller tage min hånd. Det sidste er jeg nu ikke så vild med, men så kan jeg jo bare trække graben til mig igen.

Så du kan nok regne ud, at jeg sætter pris på at komme ud at køre med det offentlige. Elevatorer er klart den bedste scene, for der står vi alle så tæt og der er meget mere ro og stilhed end i busser og toge. De kan næsten ikke lade være med at reagere, hvis jeg bare ser op på dem, og hvis de er lidt tøvende med deres smil, holder jeg mig da ikke tilbage for at lave et lille nummer for dem, startende med smilet etc.

For nylig tog vi enddog hen og besøgte en gammel dame - hele dagen endda! Èn ting er at have dem på tryg afstand, når jeg sidder i min vogn, men ligefrem at være i samme hus sammen og sidde ved samme bord sammen...

Heldigvis opførte hun sig meget forudsigeligt præcist som alle de andre damer, og smilede og nikkede og talte med høj, lys stemme til mig. Og så havde hun en masse legetøj i en meget lækker fletkurv. Så vi blev hurtigt venner. Hun hed vist Oldemor, eller også hed hun Mormor. Jeg er lidt i tvivl, for Damen kaldte hende begge dele. Måske hedder hun Mormor Oldemor...

Ludde

Venner

Jeg har fået en ny ven! Han er stor og sej, for han kan en hel masse ting, endda gå selv!! Vi var hjemme og besøge ham og hans voksne. Han har både en dame og en mand, og de var også ret spændende. Manden talte sjovt, ligesom om han sang, og så havde han hår i ansigtet. som det ret spændende at trække i. Damen havde bare ret meget hår i det hele taget og virkede bekendt på en rar måde. Jeg må have mødt hende før!

Min nye ven har også ret meget hår, og han kunne selv sidde på sin stol og hjælpe mig med at få maden ind i munden. Vi delte en ostestang og hang lidt ud ved hans spisebord og bagefter undersøgte han mig med sin lægetaske og vi legede i sofaen alle sammen.

Det mærkeligste var, at jeg ikke skulle ned i barnevognen, da vi tog hjem om aftenen. Hvor den var, aner jeg ikke, men jeg sad i en babystol i en meget lille bus, hvor der kun var mig og Damen og så ham manden, der styrede bussen. Det var meget mærkeligt, men også lidt rart, så jeg faldt simpelthen i søvn halvt siddende!

I denne uge har jeg også genset én af mine gamle venner. Vi var hjemme hos Stinus, hvor vi legede udenfor hele dagen. Derfor skulle vi have hat på, men vi ville hellere tage dem af hinanden i stedet for. Her er det min tur, til at tage Stinus' hat af.

Bemærk i øvrigt, at han også har lært det dér kravleri. Efterhånden kravler alle de andre babyer, så jeg er så småt begyndt at øve mig også. Måske er det meget rart at kunne i de tilfælde, hvor jeg bare ikke kan få nogen andre til at hente tingene til mig. Det er nu ikke så nemt, som jeg havde troet. Jeg kan ikke rigtig lure, hvordan man flytter benene...

Damen og Stinus' dame var i rigtig godt humør og blev ved med at tale om, at vejret var helt fantastisk. Stinus og jeg ville hellere hive i græsset, rode i jorden og spise blomster eller bare nogle kiks og bananer. Jeg glæder mig, til vi skal hjem til Stinus igen!

Ludde

Nu også med sand!

Verden vil slet ikke stoppe med at udfolde sig på forunderlig vis! Jeg havde ikke troet, at det kunne være muligt, men denne dag har simpelthen været mere sindsoprivende end i går.

Solen skinnede igen i dag, og så er det åbenbart blevet reglen, at vi skal udenfor. I dag skulle vi dog hverken med metro eller bus, men bare ned i vores egen gård. Den har vi gået igennem utallige gange, og jeg ligger tit dernede og sover i min vogn om eftermiddagen. Men jeg har aldrig været ned på det store grønne græstæppe, og indtil i går troede jeg jo slet ikke, at det var muligt.

Damen kørte vognen hen over græstæppet og stoppede ved en stor kasse med hvidt gulv. Vi var helt alene, så vi havde kassen for os selv, for det viste sig, at vi skulle ned i den. Først fattede jeg ikke rigtig fidusen i at sidde dér. Men igen var det anderledes end at sidde på et gulv indenfor. Det var ujævnt og gav efter, men var både blødt og hårdt på samme tid. Der lå noget farvestrålende legetøj rundt omkring, men inden jeg for alvor fik øje på det, klappede Damen på det hvide underlag, og rodede rundt i det. Og da det gik op for mig, at vi kunne flytte rundt på det, kan det nok være, at jeg fik alle fingrene ned i det i en fart.

Det var simpelthen fantastisk! Øverst var det varmt og glat, og nedenunder koldt og hårdt. Det mindede lidt om vandet i mit badekar, for det var umuligt at holde ordentlig fat i, mens det løb ud mellem mine fingre; men jeg kunne på den anden side ikke se igennem det, som med vandet. Damen kaldte det sand., og klappede på det igen.

Hele min krop dirrede, og jeg kunne dårligt nok få en lyd ud over mine læber i mange minutter, mens jeg bare gravede mine fingre ned i sandet og lod det sive ud mellem mine fingre igen og igen, eller fik fat i noget legetøj, som jeg kunne banke ned i sandet for at se sandet skilles ad og falde til ro igen.

Alt for hurtig blev jeg udmattet og måtte op i vognen til en lille eftermiddagslur. Jeg ved ikke hvorfor, men alle disse nye oplevelser gør mig ubegribeligt træt. Og da jeg vågnede igen, var der sket noget mærkeligt i min mund, så jeg var noget forvirret.

Damen opdagede det først, da vi spiste frugt. Det gav sådan en sjov, høj lyd, når jeg tyggede i koppen, så det gjorde jeg hele tiden, mens jeg drak den ene kop mælk efter den anden. Damen blev meget begejstret og ville hele tiden stikke sin finger ind i min mund, selvom hun ved, at jeg hader det. Og så blev hun ved med at udbryde: " neej, du har fået en tand! Må jeg ikke godt se din lille tand? Jeg vil se din lille bisse. Neej, din første tand!!" Men det kunne hun godt glemme. Jeg skulle nok holde det lille hårde hul i mine gummer for mig selv og min tunge - også selvom det altså så er en tand...

Ludde

På græs

Hey! Det har været den vildeste dag! Damen og jeg har været på tur og jeg har siddet på det største, grønne gulvtæppe, jeg nogensinde har set!

Det startede ganske genkendeligt med en metrotur. Det var i sig selv fint nok, for jeg er ret glad for at køre metro og der næsten altid nogen, der gider smile til mig, når jeg sidder og rokker i barnevognen og ligger hovedet på skrå eller bare griner lidt til dem. Jeg har afprøvet en del forskellige taktikker og der er som regel altid et publikum i metroen. Eneste bedre sted at få øjeblikkelig kontak, er i elevatorerne. De er altid fuld med gamle damer, der næsten ikke kan holde fingrene fra mig.

Nå, det var en sidetur. vi stod af metroen og snart efter var vi i en meget stor have uden huse. Én af Damens veninder dukkede op, og efter lige at have set hende an, blev jeg enig med mig selv om, at hun var god nok. Så vi bevægede os længere ind i den store have, hvor folk mærkeligt nok lå og flød på jorden!

Og så skete det helt vilde! Damen og Gitte-damen lagde et tæppe på jorden og pludselig blev jeg taget op af barnevognen og sat ned på tæppet! Hey! Man kan komme ud af barnevognen, når man er uden for! Det skulle jeg da bare have vidst noget før!

Det var ret fedt, for der var vind i ansigtet og en pind, som jeg kunne gnaske på, og Damen havde taget min yndlingsske med, så jeg også lige kunne få gnubbet mine gummer lidt på den. Til gengæld havde hun også taget en hat med, som jeg ikke rigtig kunne komme af med, så jeg ser desværre lidt dum ud på billedet. Men her kommer det altså alligevel:

Lidt senere fik jeg fat i det grønne gulvtæppe, som dækkede jorden overalt i haven. Det var helt anderledes end noget andet gulvtæppe, jeg har siddet på. Man kunne trække hårene af det, og det var koldt og glat og fuld af mærkelige, små pinde og nullermænd. Jeg kunne have hevet grønne hår op i timevis, hvis jeg ikke var blevet så overvældet af alle intrykkene, at jeg blev nødt til lige at snuppe en lur på 2½ time i barnevognen.

Da jeg endelig vågnede igen, nåede jeg lige at få mad, inden vi skulle hjem, men det var også helt ok at spise uden for, for der var så meget at se på imens. Mærkelige dyr og mennesker gik forbi eller larmede rundt omkring og Gitte-damens jakke var fuld af spændende knapper og spænder. Jeg håber, at vi snart skal hen i den have igen!

Ludde

Riskiks i flertal

Jeg ved det godt! Det er evigheder siden, jeg har haft tid til at skrive lidt om livet her fra gulvhøjde. Men puha, det har været nogle hårde dage!

Pludselig vendte denne forfærdelige oplevelse tilbage, hvor jeg ikke kunne trække vejret ordentligt og min næse var helt lukket og øm og der kom væske ud af den hele tiden. Det var umuligt at sove ordentligt, og Damen havde det præcis ligesådan. Hun kaldte det forkølelse. Jeg ville helllere give det et stærkere ord såsom næsestoppende søvnløst mareridt.

Nå, men nu er det så ovre. Til gengæld fandt Damen så pludselig på, at hun ville klippe mit hår!! Det var meget sjovt imens. Saksen sagde "snip-snip" og det kildrede, når jeg fik små hår i næsen. Men bagefter indså jeg, at jeg ikke havde langt hår i siderne mere. Og hun har klippet mit pandehår skævt! Hvad hjælper det, at jeg kan se ud af øjnene, når jeg ikke kan vise mig uden for en dør??

Derfor bliver der ingen billeder denne gang, hvor jeg selv er med. Jeg må lige komme mig over chokket og tingenes nye tilstand. I stedet for har jeg lavet en quiz. På billedet kan du se resterne efter mit sidste riskiks-mellemmåltid. Tændstikæsken ved siden af er af mindre størrelse. Men hvor meget riskiks fik jeg udleveret af Damen? Jeg siger ikke, hvor meget, jeg selv spiste, men kan godt røbe, at jeg ikke var voldsomt sulten. Det var meget sjovere at opløse riskiksen til sin oprindelige bestanddele...

Ludde