søndag den 21. januar 2007

Hjælp

Hvad er det sket med verden? Lige pludselig er den bare ikke til at overskue mere. Jeg ved ikke hvorfor, men en dag, da jeg vågnede, var det lige som om, alting havde forandret sig.

Som det er nu, er det bedst at have Damen i nærheden hele tiden. Hun er ligesom det eneste faste holdepunkt. Desværre har hun det stadig med at forsvinde ud af mit synsfelt i tide og utide. Lige som vi sidder fint på gulvet og roder med noget af det gamle legetøj, kan hun finde på at rejse sig og sige noget, om at hun går ud i køkkenet. Men helt ærligt, hvad skal hun dér? Og hvorfor skal jeg ikke med? Jeg må virkelig anstrenge mig for at få hende til at komme tilbage hver gang.

Legetøjet duer heller ikke rigtig mere. Det gør ting, som jeg ikke er vant til, og nogle gange synes jeg faktisk, at det er direkte farligt. Så vil jeg hellere lege med noget af Damens legetøj. Det er sådan noget med en masse spændende knapper, ligesom computeren, men jeg må bare aldrig hverken sutte på det eller slå det ned i bordet eller undersøge det ordentligt på nogen anden måde. Ret irriterende som sædvanligt.

Som om det er ikke er nok, så er der heller ikke noget mad om natten mere. Bare fordi jeg kom til at sove et par nætter, synes Damen åbenbart ikke, at det er nødvendigt mere. Godt nok er jeg måske heller ikke specielt sulten dér klokken fire om morgenen, men lidt kan man da altid spise og det er også meget hyggeligt at komme over i Damens seng og ligge der og gasse sig lidt med en flaske. Men det er altså åbenbart slut nu. Vi havde et kæmpe skænderi om det forleden nat, men desværre faldt jeg i søvn midt i det hele, så nu er det slag desværre tabt. Øv!

Nå, jeg vil slutte. Jeg kan ikke rigtig overskue at skrive mere i aften. Det er alt for skræmmende at tænke det hele igennem igen!

Ludde

Ingen kommentarer: