Vi sad på en tæppe på jorden, så jeg kunne samle mine tabte madkrummer og de andres levninger op igen, så der var hele tiden mad inden for rækkevidde. Det var en stor succes, især da jeg scorede Sølves fiskefrikadelle. Andres mad smager nu engang bedre end ens egen.
Opmuntret af succes'en fortsatte jeg uden for tæppet og fandt en spændende, grøn madrest, som nogen havde glemt. Den havde samme konsistens som god aftensmadsmos, og han let ved fingrene, så jeg tog lige en smagsprøve. Den kunne ikke anbefales, men sad til gengæld godt fast, selv om jeg prøvede at tørre resterne af i hovedet og i hænderne og på bukserne.
Men det værste var, da Damen lige efter opdagede det. Hun gik helt i selvsving og fandt alle mulige klude og vanddunker og vådservietter frem og vaskede og tørrede mig i en uendelighed, selvom jeg græd som pisket tilsidst. Bukserne forsvandt lynhurtig, papirbunkerne hobede sig op og efter min mening overreagerede hun totalt. Hun kaldte det fuglelort, hvad det så er for noget...
Nå, men endelig holdt hun op og heldigvis fik jeg en lang krammer bagefter. I stedet kørte vi over til nogle mærkelige dyr, der boede bag et hegn. Mikkels dame havde nogle lange, tynde pinde med, som vi gav dyrene at spise, og de var helt vilde med det. Jeg smagte selvfølgelig også, og det var åbenbart okay, selvom de heller ikke smagte videre interessant. Men det var spændende at fodre dyrene, og for en gangs skyld være den, der stak mad i munden på en anden.
Værsgo' at spise!
Ludde
Ingen kommentarer:
Send en kommentar