Puha, endelig er vi hjemme igen efter en række dage med et hårdt besøgsprogram. Damen har slæbt mig med i øst og vest med metro, bus og toge af alle mulige forskellige former og farver.
Vi lagde ud hos mormor og morfar, hvor der altid er nyt, spændende legetøj og masser af underholdning. Moster Gitte kom forbi og jeg fik leget med både mormor og morfar. Det var især ret sjovt at lege på gulvet med mormor. Hun legede med legetøjet og jeg gemte mig bag gardinet eller gnavede i et bordben.

Det var i orden med mig, at hun fik lov at bruge legetøjet lidt, for jeg havde jo allerede undersøgt det hele tidligere på dagen. Til gengæld var gardinet en ny og spændende oplevelse! Jeg kunne lege borte-tit-tit med alle i stuen på én gang, og hvem synes måske ikke, at det er fedt at være midtpunkt?

Et par dage efter tog vi med mormor og moster Gitte ned til en meget gammel dame, som lignede mormor lidt bortset fra, at hun var mindre og havde flere krøller i ansigtet og helt hvidt hår. Damen sagde, at det var oldemor, men når hun talte til hende, kaldte hun hende mormor. Det var en smule forvirrende! Der kom også en dame, der lignede mormor og som snakkede rigtig meget, og slet ikke gad snakke med mig. Jeg prøvede ellers at få en samtale i gang med hende, men hun snakkede bare videre med mormor og Damen og den meget gamle dame.
Endelig kom vi hjem, så jeg kunne sove i min egen seng. Det er nu ret at vågne op i kendte omgivelser i stedet for at komme ned i den magiske vogn. Når jeg falder i søvn i den, vågner jeg næsten altid op et nyt sted, og ofte et sted, som jeg aldrig har set før. Det er ret stressende, så jeg er ikke så meget for at sove i vognen. Ikke fordi jeg gider sove i min seng om dagen heller. Men den er nu meget bedre at vågne op i.

I går var vi så ude hos én af Damens venner, hvor der var nogle store børn. De var ret spændende at se på og gad også lege lidt. Men det var sjovest at lege med Damens ven, som havde en meget stor mave, der bevægede sig! Hun var rigtig god at hænge ud sammen med. Vi spillede blandt andet på nogle farvede træpinde, og sang sange imens. forhåbentlig skal vi snart derhen igen!

I dag har vi så været hos endnu nogle af Damens venner og vi skulle se på en hel masse billeder på en computer. Damen og de to andre syntes, det var rigtig spændende, men jeg kunne ærlig talt ikke se, at det skulle være så interessant. Jeg var alt for langt væk til at kunne nå tasterne, og desuden var jeg meget mere optaget af min nye spytte-brummeleg og havde håbet, at damerne ville have været med til at lege flyvemaskine, tog og biler med munden. I stedet måtte jeg selv passe legen, og det har jeg så gjort resten af dagen og i nat vil jeg drømme i min egen seng om flyvemaskiner og kildrende læber!
Ludde
1 kommentar:
Det var også rigtig dejligt at hænge ud sammen med dig. Glæder mig til i morgen.
kh Karin
Send en kommentar