Gamle damer

Jeg har opdaget, at gamle damer er et taknemmeligt publikum, og heldigvis findes de næsten overalt.

Jeg kan dårligt nok trille ind i en bus, elevator eller metro uden at møde én eller flere gamle damer og der skal ikke mange smil eller hop i vognen til, før de smiler begejstret. Ja nogle gange, når jeg slet ikke at gøre noget, før de går igang med at smile og nikke og tale til mig med en særlig, lys stemme, som Damen kalder deres babystemme. Nogle af dem kan enddog finde på at nusse mig på kinden eller i håret eller tage min hånd. Det sidste er jeg nu ikke så vild med, men så kan jeg jo bare trække graben til mig igen.

Så du kan nok regne ud, at jeg sætter pris på at komme ud at køre med det offentlige. Elevatorer er klart den bedste scene, for der står vi alle så tæt og der er meget mere ro og stilhed end i busser og toge. De kan næsten ikke lade være med at reagere, hvis jeg bare ser op på dem, og hvis de er lidt tøvende med deres smil, holder jeg mig da ikke tilbage for at lave et lille nummer for dem, startende med smilet etc.

For nylig tog vi enddog hen og besøgte en gammel dame - hele dagen endda! Èn ting er at have dem på tryg afstand, når jeg sidder i min vogn, men ligefrem at være i samme hus sammen og sidde ved samme bord sammen...

Heldigvis opførte hun sig meget forudsigeligt præcist som alle de andre damer, og smilede og nikkede og talte med høj, lys stemme til mig. Og så havde hun en masse legetøj i en meget lækker fletkurv. Så vi blev hurtigt venner. Hun hed vist Oldemor, eller også hed hun Mormor. Jeg er lidt i tvivl, for Damen kaldte hende begge dele. Måske hedder hun Mormor Oldemor...

Ludde