Jeg ved det godt! Det er evigheder siden, jeg har haft tid til at skrive lidt om livet her fra gulvhøjde. Men puha, det har været nogle hårde dage!
Pludselig vendte denne forfærdelige oplevelse tilbage, hvor jeg ikke kunne trække vejret ordentligt og min næse var helt lukket og øm og der kom væske ud af den hele tiden. Det var umuligt at sove ordentligt, og Damen havde det præcis ligesådan. Hun kaldte det forkølelse. Jeg ville helllere give det et stærkere ord såsom næsestoppende søvnløst mareridt.
Nå, men nu er det så ovre. Til gengæld fandt Damen så pludselig på, at hun ville klippe mit hår!! Det var meget sjovt imens. Saksen sagde "snip-snip" og det kildrede, når jeg fik små hår i næsen. Men bagefter indså jeg, at jeg ikke havde langt hår i siderne mere. Og hun har klippet mit pandehår skævt! Hvad hjælper det, at jeg kan se ud af øjnene, når jeg ikke kan vise mig uden for en dør??
Derfor bliver der ingen billeder denne gang, hvor jeg selv er med. Jeg må lige komme mig over chokket og tingenes nye tilstand. I stedet for har jeg lavet en quiz. På billedet kan du se resterne efter mit sidste riskiks-mellemmåltid. Tændstikæsken ved siden af er af mindre størrelse. Men hvor meget riskiks fik jeg udleveret af Damen? Jeg siger ikke, hvor meget, jeg selv spiste, men kan godt røbe, at jeg ikke var voldsomt sulten. Det var meget sjovere at opløse riskiksen til sin oprindelige bestanddele...

Ludde
Ingen kommentarer:
Send en kommentar