Nu også med sand!

Verden vil slet ikke stoppe med at udfolde sig på forunderlig vis! Jeg havde ikke troet, at det kunne være muligt, men denne dag har simpelthen været mere sindsoprivende end i går.

Solen skinnede igen i dag, og så er det åbenbart blevet reglen, at vi skal udenfor. I dag skulle vi dog hverken med metro eller bus, men bare ned i vores egen gård. Den har vi gået igennem utallige gange, og jeg ligger tit dernede og sover i min vogn om eftermiddagen. Men jeg har aldrig været ned på det store grønne græstæppe, og indtil i går troede jeg jo slet ikke, at det var muligt.

Damen kørte vognen hen over græstæppet og stoppede ved en stor kasse med hvidt gulv. Vi var helt alene, så vi havde kassen for os selv, for det viste sig, at vi skulle ned i den. Først fattede jeg ikke rigtig fidusen i at sidde dér. Men igen var det anderledes end at sidde på et gulv indenfor. Det var ujævnt og gav efter, men var både blødt og hårdt på samme tid. Der lå noget farvestrålende legetøj rundt omkring, men inden jeg for alvor fik øje på det, klappede Damen på det hvide underlag, og rodede rundt i det. Og da det gik op for mig, at vi kunne flytte rundt på det, kan det nok være, at jeg fik alle fingrene ned i det i en fart.

Det var simpelthen fantastisk! Øverst var det varmt og glat, og nedenunder koldt og hårdt. Det mindede lidt om vandet i mit badekar, for det var umuligt at holde ordentlig fat i, mens det løb ud mellem mine fingre; men jeg kunne på den anden side ikke se igennem det, som med vandet. Damen kaldte det sand., og klappede på det igen.

Hele min krop dirrede, og jeg kunne dårligt nok få en lyd ud over mine læber i mange minutter, mens jeg bare gravede mine fingre ned i sandet og lod det sive ud mellem mine fingre igen og igen, eller fik fat i noget legetøj, som jeg kunne banke ned i sandet for at se sandet skilles ad og falde til ro igen.

Alt for hurtig blev jeg udmattet og måtte op i vognen til en lille eftermiddagslur. Jeg ved ikke hvorfor, men alle disse nye oplevelser gør mig ubegribeligt træt. Og da jeg vågnede igen, var der sket noget mærkeligt i min mund, så jeg var noget forvirret.

Damen opdagede det først, da vi spiste frugt. Det gav sådan en sjov, høj lyd, når jeg tyggede i koppen, så det gjorde jeg hele tiden, mens jeg drak den ene kop mælk efter den anden. Damen blev meget begejstret og ville hele tiden stikke sin finger ind i min mund, selvom hun ved, at jeg hader det. Og så blev hun ved med at udbryde: " neej, du har fået en tand! Må jeg ikke godt se din lille tand? Jeg vil se din lille bisse. Neej, din første tand!!" Men det kunne hun godt glemme. Jeg skulle nok holde det lille hårde hul i mine gummer for mig selv og min tunge - også selvom det altså så er en tand...

Ludde