torsdag den 12. april 2007

På græs

Hey! Det har været den vildeste dag! Damen og jeg har været på tur og jeg har siddet på det største, grønne gulvtæppe, jeg nogensinde har set!

Det startede ganske genkendeligt med en metrotur. Det var i sig selv fint nok, for jeg er ret glad for at køre metro og der næsten altid nogen, der gider smile til mig, når jeg sidder og rokker i barnevognen og ligger hovedet på skrå eller bare griner lidt til dem. Jeg har afprøvet en del forskellige taktikker og der er som regel altid et publikum i metroen. Eneste bedre sted at få øjeblikkelig kontak, er i elevatorerne. De er altid fuld med gamle damer, der næsten ikke kan holde fingrene fra mig.

Nå, det var en sidetur. vi stod af metroen og snart efter var vi i en meget stor have uden huse. Én af Damens veninder dukkede op, og efter lige at have set hende an, blev jeg enig med mig selv om, at hun var god nok. Så vi bevægede os længere ind i den store have, hvor folk mærkeligt nok lå og flød på jorden!

Og så skete det helt vilde! Damen og Gitte-damen lagde et tæppe på jorden og pludselig blev jeg taget op af barnevognen og sat ned på tæppet! Hey! Man kan komme ud af barnevognen, når man er uden for! Det skulle jeg da bare have vidst noget før!

Det var ret fedt, for der var vind i ansigtet og en pind, som jeg kunne gnaske på, og Damen havde taget min yndlingsske med, så jeg også lige kunne få gnubbet mine gummer lidt på den. Til gengæld havde hun også taget en hat med, som jeg ikke rigtig kunne komme af med, så jeg ser desværre lidt dum ud på billedet. Men her kommer det altså alligevel:


Lidt senere fik jeg fat i det grønne gulvtæppe, som dækkede jorden overalt i haven. Det var helt anderledes end noget andet gulvtæppe, jeg har siddet på. Man kunne trække hårene af det, og det var koldt og glat og fuld af mærkelige, små pinde og nullermænd. Jeg kunne have hevet grønne hår op i timevis, hvis jeg ikke var blevet så overvældet af alle intrykkene, at jeg blev nødt til lige at snuppe en lur på 2½ time i barnevognen.


Da jeg endelig vågnede igen, nåede jeg lige at få mad, inden vi skulle hjem, men det var også helt ok at spise uden for, for der var så meget at se på imens. Mærkelige dyr og mennesker gik forbi eller larmede rundt omkring og Gitte-damens jakke var fuld af spændende knapper og spænder. Jeg håber, at vi snart skal hen i den have igen!

Ludde

2 kommentarer:

Anonym sagde ...

Lyder dejligt. sådan en græstur er jeg med på ved først givne lejlighed. kram fra karin (har sovet 6 sammenhændende timer i nat!!!)

Britt sagde ...

Det er en aftale. Jeg er klar på flere græstæpper!

Ludde