Livet på gulvet

Gulvet er jo først og fremmest mit domæne. Ikke fordi, jeg helst ville ligge her og rode rundt, hvis jeg selv skulle bestemme, men damen lægger mig på et blåt tæppe i tide og utide, og jeg skal virkelig protestere, før hun tager mig op. Heldigvis er der en masse legetøj, som jeg kan underholde mig med, når jeg nu engang er tvunget til at ligge dér.

Værst er det, når hun af én eller anden grund kommer til at ligge mig omvendt, så jeg ligger på maven. Er der noget, jeg absolut ikke gider, så er det at ligge på maven. Helt ærligt, det er da dødsygt! Man kan ikke se, hvad der sker i stuen, og man har kun én arm fri til at tage fat i legetøjet. Man får hele tiden næsen ned i tæppet og så trykker det irriterende meget på maven, så jeg kommer til at gylpe noget af maden op igen. Det lander jo så på tæppet, og så snart jeg ikke kan holde hovedet oppe mere, ja, så kan I nok gætte, hvad der så sker... gylp i næsen er bare ikke fedt!

Damen tror, det hjælper, at hun sætter sig ned foran mig og kommer med opmuntrende bemærkninger, såsom:
"neej, hvor er du dygtig! Du kan sagtens. Ja, op med armene. Flooot!"
Jeg prøver lidt for at stille hende tilfreds, men hun bliver aldrig træt, så tilsidst må jeg gøre hende opmærksom på, at det bare ikke er fedt at ligge og gnide næse med gulvbrædderne.

Man skulle tro, at hun efterhånden måtte have fattet budskabet om, at jeg altså ikke skal lægges på maven. Men nej. Tværtimod har jeg på det sidste bemærket, at hun også er begyndt at udsætte sig selv for pinen. Hun lægger sig med hovedet ud for mig og strækker sig så op på armene og puster en masse luft ud. Det gør hun så en masse gange, indtil hun udbryder 15! og lægger kinden i gulvtæppet under pusten og stønnen. Lidt efter gør hun det gudhjælpemig igen! Jeg fatter simpelthen ikke, at hun ikke bare lader være, når hun heller ikke kan lide det. Hun kan jo bare rejse sig op og holde op med alt det ligge på maven-pjat!

Så er det straks sjovere, når hun lægger sig på ryggen og jeg får lov at sidde på hendes mave. Så løfter hun mig op i vejret og siger "flyyyvvvv!" Og det kilder helt fantastisk i maven. Nogle gange holder hun mig i benene, så jeg hænger med hovedet nedad og det bare helt vildt fedt, og så griner vi begge to højlydt. Det undrer mig, at det også kilder i damens mave, men det er ok med mig. For min skyld kunne vi droppe alt det med at ligge på maven og flyve noget mere i stedet.

Ludde